tirsdag den 2. april 2013

Gå en mil i mine sko

Kære skønne læsere!

Så er jeg tilbage efter en skøn påskeferie i familiens skød. Jeg har været til påskefrokost flere dage i træk, har spist for megen god mad, drukket for mange øl og sodavand og været sent oppe - og det har kunnet mærkes i går og dag, hvorfor jeg har sovet længe (helt til kl.9 ;) ) Fra i dag har jeg 10 dages ferie! Hele 10 dage, hvor jeg kan gøre, hvad jeg vil. Men det er nu en sjov fornemmelse at have fri fra ledighed. Det føler jeg jo alligevel ikke helt, at jeg har. Gid jeg havde et job. Så kunne jeg i det mindste lade det passe sig selv i 10 dage, uden at have dårlig samvittighed. Det er som om min ferie og "almindelige" ledighedsdage falder sammen, når jeg går og holder ferie. Og så er det også en anelse vemodigt og angstprovokerende, når jeg nu ved, at jeg overgår til den særlige uddannelsesydelse efter april måned.. dvs... jeg falder ud af dagpengesystemet.   

Den stress jeg føler, bliver ikke bedre af, at jeg hører folks snævertsynede holdninger - og selvfølgelig skulle jeg da også lige blive mødt af dem i dag, hvor jeg skulle til frisør. Det startede ellers skønt. En dejlig morgen med solskin. Frisøren havde sin søn på 6 med i salonen, da der jo er lock-out. Rigtig hyggeligt. Indtil en ung gut satte sig i stolen ved siden af mig og begyndte at plapre løs om, hvordan det er de arbejdsløses egen skyld, at tingene er endt for dem, som det er, at "DE" (ja.. nu er det åbenbart et DEM-OG-OS-samfund) hellere vil sidde på deres flade end at tage et arbejde, og at det dybest set er deres egen skyld. 

Jeg kunne næsten smage brækket i munden. Har for længe siden fået mere end kvalme af, at høre på den udtalelse og det faktum, at der findes et stort antal lig hans type, der kan sige sådan og have deres på det tørre. Det er simpelthen for nem en måde at hævde sig selv på, og der er ét stort problem med denne udtalelse: de aner simpelthen hat om, hvordan det er at være i denne situation, og det burde være nok til at holde munden lukket. I alle andre henseender er det ikke det mest smarte at udtale sig om noget, man ikke aner noget om. Men nu er "doven-svinere" blevet hvermandseje, fordi der er blevet vist to ret trælse eksempler i TV (Dovne-Robert og Fattig-Carina), og det har folk ikke kunnet se ud over. Nu er alle arbejdsløse er jo så pr. automatik dovne (ja, sat lidt på spidsen, I know).

Det jeg ønsker mest for tiden er, at få den hetz mod arbejdsløse stoppet. Hold dog op med at finde laveste fællesnævner og hak ned på dem, fordi du selv er bange for at blive ramt! Aldrig har der været så mange stressede arbejdsløse som i dagens Danmark. Og jeg kan kun give netop denne hetz skylden for, at det sker. Det er ikke at holde fri at være arbejdsløs - det er hårdt arbejde.. 24 timer i døgnet - ingen weekender eller ferie, for hovedet kører hele tiden.

For mit vedkommende kan jeg sige, at jeg er villig til at påtage mig en lille del af "skylden" for at være arbejdsløs (WOW - skrev hun virkelig det!?), fordi jeg stadig kan være meget i tvivl om, hvad det er, jeg vil, og hvad søren jeg skal satse på - jeg føler mig virkelig handlingslammet til tider. Men en stor del af denne tvivl kommer også af, at mit uddannelsesforløb var noget skidt, og så kan jeg ikke tænke, at alt er min egen skyld. Oveni er mit selvværd ikke ligefrem steget. Jeg søger hvad jeg kan indenfor kontor, og føler ikke rigtig jeg kan andet.

Jeg mangler bare at virksomhederne, arbejdsgiverne, jobcentrene og fagforeningerne rundt om i landet snart påtager sig deres del af ansvaret. Burde disse instanser ikke snart blive taget i ørerne og blive krævet noget af?  Hvorfor er det den lille mand på gulvet, der altid får at vide, at "du skal tage ansvar for egen læring", at "du skal være et aktiv for virksomheden" at "du skal være fremme i skoene" og at "du skal være villig til at flytte derhen hvor arbejdet udbydes" (og hvor er det for øvrigt henne?), når virksomheder, jobcentre og fagforeninger råber og skriger, så snart der kræves noget af dem? Det gør mig virkelig harm.

Nu vil jeg ud og nyde det gode vejr. Jeg vil prøve at slå hovedet lidt fra og nyde mine feriedage med den risiko, at jeg bliver stemplet som Dovne-Robert 2, men jeg er villig til at løbe risikoen. Heldigvis ved jeg bedre. Og husk nu aldrig at dømme andre før du har gået en mil i deres sko.

 

7 kommentarer:

CaMilla sagde ...

Hej Anja, Jeg synes det er så fint det du skriver... Jeg ved hvilken situation du står i og genkender følelsen. Manglende job, retning, mål er utroligt hårdt og derfor endnu sværere at være kreativ og tænkte i nye veje tilbage til arbejdsmarkedet igennem f.eks. Praktik, løntilskud eller mere uddannelse. Jeg var for 2 måneder siden inde i en ny butik, som hedder CoolCos (Ny kosmetik kæde) og blev så imponeret over konceptet at jeg gik hjem og googlede dem. Fandt hurtigt ud af, at det er 3 mænd som har skabt konceptet og jeg fandt direktøren på Linkedin og sendte ham en kort mail omkring mig selv. Vi snakkede så i telefonen og desværre har de hovedkontor i Hobro og da jeg intet ønske har om at flytte fra København, så var der ikke så mange jobmuligheder alligevel. 1 måned gik og pludselig en dag fik jeg en ide til en fantastisk markedsføringskampagne, som vil skabe omtale, buzz og flere kunder til CoolCos. Jeg skrev et oplæg til hele kampagnen og sendte igen til Direktøren. Det førte til at jeg nu skal 1 måned i praktik, med hjemmekontor, men meget spændende opgaver ligger forude! Nej det er ikke løn, nej det er ikke fast job! MEN det er nye udfordringer, at blive hørt, nye erfaringer på cv'et og det er netværk... Hvem ved hvad der sker efter det måned;) Håber min historie kan motivere andre til at tænke ud ad boksen og være lidt "fræk" i din tilgang til arbejdsgivere.. DONT GIVE UP!

Tine Lildballe sagde ...

Du ved jeg kender det, du ved, at jeg er enig! Det er simpelthen så latterligt, at vi bliver stemplet som dovne, som ikke værende villige til forandringer og jeg ved ikke hvad!
Jeg søger alt der er den mindste smule relevant og en masse der ikke er. Jeg prøver nye veje og nye muligheder. Men alligevel sker der ikke noget. Det er svært at holde modet oppe og blive ved.
Krydser fingre for, at du pludselig får en åbenbaring. Eller bare et job der kan gøre dig glad :)

Anja Sand Bjerre sagde ...

CaMilla:
Det er nemlig rigtig svær en situation at stå i, især det med at blive ved at være nytænkende. Det er rigtig fedt, at du kunne blive ved at hænge på. Det tror jeg ikke der var mange, der kunne, deriblandt mig. Det med at have overskuddet er ikke særligt mange forundt når der er gået to år uden at ramme jackpot, og man skal også kigge lidt på, hvad det er for typer af personer, men har med at gøre.

Samfundet kræver, at vi alle skal være mere og mere ekstroverte og fremme i skoene. Mellem linjerne betyder det, at de introverte bliver stemplet som dårlige medarbejdere (hvilket de faktisk langt fra er) og at de bliver valgt fra. Men introverte er perfektionistiske mennesker, der ikke har behovet for at være blandt super mange mennesker, og som ikke har behovet for hele tiden at være fremme forrest i bussen.

Ansætte man en introvert, får man en kvalitetsmedarbejder, der udfører deres arbejde til UG. Jeg synes det er synd, at det bliver krævet, at vi alle skal rende rundt med rundsave på albuerne. Det giver så ensrettet et samfund, frem for en dynamisk arbejdsplads, hvor man benytter sig af hver enkelt persons forcer.

Jeg er selv introvert og synes det er utroligt belastende at skulle være noget jeg ikke er, blot for at tilfredsstille en arbejdsgiver. Jeg gør mit arbejde mere end ordentligt, men jeg vil ikke give det forkerte indtryk af, hvem jeg er som person, for det kommer både arbejdsgiver og jeg selv (efter min mening) til at lide under. At jeg så bliver valgt fra, fordi jeg nu en gang er, som jeg er, er fordi samfundet og arbejdsgiverne er skruet "forkert" sammen og ikke jeg.

Når det så er sagt, så søger jeg alt hvad jeg kan - ud fra den type jeg nu en gang er, og jeg synes det er fedt, at du er kommet så langt ud fra den, du er :)
Knus fra mig.

Anja Sand Bjerre sagde ...

Tine: Ja, jeg ved, at du også kender til det. Jeg gider simpelthen ikke mere useriøs hakke ned på andre. Måske kunne man få noget ud af at lære at lytte? ;)
Vi gør begge, hvad vi kan for at tilpasse os det, samfundet vil have. Og det er verdens hårdeste job. Krydser også fingre for dig!

CaMilla sagde ...

Hej Anja,
Altså jeg forstår din frustration og tanker omkring hvor svært det er at man som person kan have svært ved at finde de lidt alternative og spontane tilgange til jobsøgning. Men Anja det er altså ikke korrekt, at man som introvert person ikke kan være "fremme i skoen", spontan og søge job med et drive for at komme foran andre i køen, fremfor at ligge i bunken med alle de andre ansøgninger. Forskellen ml. introvert og ekstrovert er ganske enkelt hvor man finder sin energi, ro, balance - med sig selv eller blandt andre. Jeg har arbejdet i 2,5 år med en chef som til dagligt underviser medarbejdere og chefer i virksomheder... Han er noget af det mest "her kommer jeg, hør mig type" men faktum er at han er introvert. Jeg forsøger egentlig bare at forklare, at det er synd hvis du smider dig selv i en kasse, hvor du ikke nødvendigvis passer i, for det vil helt sikkert dræne dig for kreativitet og energi:) Men jeg ved det er svært og jeg ved du kæmper alt hvad du kan - På DIN MÅDE;) og det har jeg stor respekt for! God dag, Camilla

Anja Sand Bjerre sagde ...

CaMilla:
er helt med på hvad du mener :) Min mening er bare, at din chef måske er blevet presset ud i at foregive at være fremme i skoene, netop fordi det er hvad virksomhederne altid giver udtryk for, at de sukker efter.
De sukker jo netop ikke efter personer, der behøver ro, fordybelse osv. Det er ikke hvad jeg har oplevet. Og egentlig synes jeg det er en smule tragisk med din chef hvis det er sådan landet ligger, for det er netop det der gør, at introverte tit får stress - at de foregiver at være noget, de ikke er.

Jeg synes ikke jeg smider mig selv i en kasse - jeg accepterer den jeg er, frem for at køre mig selv ned ved at skulle fremstå som én,jeg ikke er. Det synes jeg er forskellen. Hvis man (som jeg) er introvert og har sensitive træk, skal jeg netop passe på ikke at blive overstimuleret. Introverte mennesker bliver jo netop tit drænet ved at være sammen med for mange mennesker osv. og de får energi og skaber krativitet ved at være alene og fordybe sig.

Det kræver nogle helt andre fremgangsmåder og arbejdsmetoder, end de, som ekstroverte er i besiddelse af... så jeg kan kun sige "en elefant kan ikke flyve, lige meget hvor tit den prøver" :)

Anja Sand Bjerre sagde ...

CaMilla
jeg vil også bare slutteligt sige, at du har ret til at have din holdning, men jeg er ikke enig. Det er også lidt absurd at blive ved at diskutere, hvordan jeg er:) Jeg er super glad for at være den, jeg er og heldigvis er jeg den, der kender mig selv bedst :)