tirsdag den 6. december 2011

Minikiehls update

Som lovet kommer her en lille update på de miniprodukter, som jeg fik for en god rum tid siden fra Magasin. Jeg har aldrig prøvet Kiehl's produkter før, men jeg har har hørt meget godt om dem, så jeg måtte alliere mig med en god veninde, så jeg kunne få prøverne :) Jeg havde dog ikke nogle særlige forventninger til produkterne.
Følgende produkter var i posen:

  1. Creme De Corps (den gule creme)
  2. Ultra Facial Cream
  3. Ultra Facial Cleanser
  4. Ultra Facial Toner
  5. Hand and Bodylotion with Coriander




















Creme De Corps samt Ultra Facial Cream var begge hurtigt brugt op for mig, mens jeg stadig har en stor del af cleanseren og hand og bodylotion with coriander tilbage. Dette er dog ikke fordi det er dårlige produkter- tværtimod! Cleanseren er meget drøj i brug og lotionen med koriander har jeg ikke nænnet at bruge så tit, fordi den dufter SÅ skønt, og fordi den åbenbart ikke er nået til Kiehl's stande endnu her i Danmark. Og netop dette er jo øv, for hvorfor var den så med som en prøve i posen, kan man spørge sig selv..

Creme De Corps:
Den minder meget om den gule creme fra Beaute Pacifique (hvis du har prøvet den). Den fugter rigtig godt, gør huden blød og har en behagelig duft - en rigtig god creme. Prøven holdt desværre kun til 4-5 ganges brug, og så måtte jeg spare på den. Overordnet kan man sige om cremen, at den gør præcis hvad den skal - fugter huden og giver den god næring. Da jeg har meget tør hud til tider, kan jeg dog godt føle, at lotionen ikke giver helt så meget, som min hud godt kunne trænge til. Men cremen findes også i en body butter udgave på Magasins hjemmeside, og denne må jeg simpelthen forkæle mig selv med en gang!

Ultra Facial Cream, Cleanser og Toner:
Cleanseren har jeg brugt morgen og aften gennem de sidste 2 mdr. Det er en god cleanser, der ikke "stripper" huden for fugt - man står derfor ikke tilbage med en følelse af at være "stram i betrækket." Den har en sæbegel-konsistens, og der skal bruges ultra lidt når huden skal vaskes - en ærtestor klat er nok. Alligevel synes jeg ikke, at denne cleanser har den samme "WOW- luksusfølelse", som jeg fik med Murad. Men jeg kan ikke sige, at jeg er utilfreds.
Cremen derimod følte jeg var for fedtet til min hud. Her virker Murads serie altså mere let og fugtgivende til min hud, og det kan jeg altså bare bedre lide, fremfor at føle, at min hud bliver fedtet og at den ikke kan optage cremen. Min creme skal indeholde mere fugt fremfor fedt. Men jeg har netop opdaget på Kiehl's hjemmeside, at der findes en Ultra Facial Moisturizer, som skulle være mere let i strukturen, så måske man skulle få en prøve på den i stedet.
Ultra Facial Toneren har jeg ikke så meget at sige til, andet end at de 2 dage jeg brugte den var ok. Normalvis gør jeg ikke meget i en toner, fordi disse netop "stripper" huden for fedt, der er tit alkohol i dem, og jeg bliver rød og stram i huden. Derfor foretrækker jeg for det meste bare at rense huden og så følge efter med en god fugtgivende creme.

Hand & Bodylotion with coriander:
Jeg ELSKER denne lotion -mest pga. dens fantastiske duft. Som håndcreme synes jeg, at den er helt fantastisk. Jeg har den lille prøve med i min taske hvor end jeg går hen. Konsistensen kan godt virke lidt for tynd og knapt så nærende. Men eftersom jeg smører hænderne ind ad to omgange, bliver mine hænder skønne og bløde (OG ikke mindst velduftende). Jeg sparer på de dyre dråber, for som sagt, har jeg ikke haft held med at finde den ved nogen af Kiehl's-forhandlerne endnu.

Et godt tip: lige nu kan du på Magasins hjemmeside sammensætte din egen Kiehl's julegaveæske (min. 3 produkter) og med dette får du 3 luksusprøver  :)

Hvilke er dine yndlingsprodukter?

Ingen kommentarer: