torsdag den 10. november 2011

Et skud service - tak!

Ja, jeg ville egentlig bare hælde lidt galde ud over den måde jeg blev behandlet på i Matas i dag. Jeg tog jo ud sidste uge og købte 3 gaveæsker, og gudhjælpe mig om ikke damen bag kassen bare holder munden lukket om, at "de her æsker kommer altså på tilbud fra næste uge". Uvidende beder jeg dem pakke æskerne i julepapir og får dem til at sætte til-og-fra-mærke på. Og så var alt jo bare fryd og gammen - 3 julegaver down - 5 to go - troede jeg.

For da jeg åbner min mailboks i dag er der sørme en fin mail fra Club Matas om, at "nu kan du spare 25% på ALLE gaveæsker torsdag, fredag og lørdag".. hmm. Blev altså bare lidt harm der og synes det var way for latterligt, at jeg nu skulle ned med gaverne, de skulle pakke dem op, sætte ny stregkode på og så pakke dem ind igen. Men det drejede sig om 100 kroner - og det ville jeg altså ikke bare lade gå min næse forbi (jyde som man er!)
Da jeg alligevel var nede i gågaden i dag, gik jeg ind og spurgte en af matasdamerne, om jeg kunne få differencen tilbage for æskerne jeg havde købt, hvis jeg tog bon'en med. Det fik jeg at vide, at der ikke ville være problemer i.

Jeg okser afsted på cyklen hjemad, henter gaver og bon og ræser tilbage. Allerede i køen kan jeg mærke jeg bliver ignoreret. Folk kommer foran mig, og der er ikke rigtig nogen der melder sig frivilligt til at hjælpe. Jeg prøver at charmere mig lidt ind ved en af de kvindelige ekspedienter, for at hun måske vil bære over med den trælse opgave. Jeg beklager besværet og siger, at det jo drejer sig om 100 kr. I stedet returnerer hun min venlighed med et "Ja, vi kører sådan set det tilbud HVERT år og har gjort det de sidste 15-20 år!" Så blev den da lige smidt pænt over på mig der. Jeg gør det jo kun for at irritere..klart. 

Blev simpelthen så gal. Til sidst sagde jeg til hende, at hun bare kunne smide noget papir og bånd med i posen - så skulle jeg nok sørge for at pakke ind selv. Ikke et tak fik jeg, men blot endnu en halvsur kommentar:  "Ja, nu har jeg sådan set også bare gået tænkt på, hvordan jeg kunne spørge om du ikke selv kunne sørge for det"... argh! Jeg ved godt det er hårdt at stå i butik - al respekt for det. Men så kan de jo gøre opmærksom på fra starten af, at æskerne kommer på tilbud. Og det kan simpelthen ikke være SÅ svært at være venlig! Blev bare så gal. Nå, men nu har jeg da 100 kr. mere at købe julegaver for.

I går fik jeg også en lidt skod nyhed. Troede lige jeg skulle til teoriprøve i dag. Men nej, mine papirer var ikke kommet i orden endnu. Pga. en lille linje om noget ganske uvæsentligt jeg har fejlet helbredsmæssigt skal papirerne forbi embedslægen. Og så er det tingene begynder at tage tid. Så om jeg kommer op om en uge eller en mdr... ja, det er ikke til at sige. Og mig der hader ikke at kunne planlægge noget som helst. Var rimeligt øv-agtig i går.

Men i aften skal jeg hygge mig. Min søde lækre kæreste har inviteret på middag i aften. Ved ikke om vi skal have and, men jeg ved den står på 2-retters menu og at vi skal på Teaterkælderen ..mums. Er allerede ved at blive sulten ;) og så kommer der snart en ny konkurrence ved hende her

Står den på mortensand hjemme ved jer?

2 kommentarer:

Conni sagde ...

Årh, hvor træls altså! Kender godt det dér med at blive behandlet som lort af en emsig, juletræt ekspedient. Og ja, gu' er det træls at stå i butik (nogen gange) men kan man ikke med det, må man finde noget andet at tjene sin løn på, for alle parters skyld. Jeg har aldrig forstået, at butiksansatte ikke forstår, at de penge jeg lægger på disken, rent faktisk er deres LØN! Altså: ingen kunder = ingen penge = ingen løn. Simpelt regnestykke, hvis du spørger mig. Og hvis de har kørt det tilbud de sidste 15-20 år, er det jo imponerende, at de endnu ikke har lært at gøre kunderne opmærksom på det?! Men hvor er det godt så, at der er en sød og lækker kæreste, der inviterer ud og forkæler.. for sørensen da, det lyder hyggeligt! Og så kan du da lige sidde dér på Teaterkælderen og sende en tanke til Matas-krampen, som nok bare skal spise kedelige rester - alene! ;) Her er vi ikke så meget til and, så menuen står på noget så dansk som frikadeller og kartofler. Ha' en rigtig superdejlig aften! :)

Anjainspace sagde ...

Jeg kom bare sådan til at grine over din kommentar om "matas-krampen" :D
Vi havde en skøn mortensaften. Og forresten, så lyder det da heller ikke tosset med frikadeller.. alt for længe siden jeg har fået det, så det kommer straks på menuen :D