torsdag den 17. november 2011

Julepynt og hverdagsræs

Nu kunne jeg altså ikke vente længere.. jeg MÅTTE bare julepynte min profil - jeg håber, at I kan lide det :) I alle tilfælde var det også nu jeg havde tiden til at lave om herinde, så det måtte blive nu. Jeg er villig til at løbe den risiko, at I er ved at få kvalme af at se på det inden januar.. men hvad - det er jo kun jul en gang om året.

En travl uge nærmer sig nu efterhånden snart sin afslutning - og jeg er SÅ klar til weekend!
"Jamen, kan man da have travlt som arbejdsløs?" svaret er et rungende "JA" - det kan man sagtens når man er mig!

Jeg har denne uge brugt tiden på at bage julesmåkager, læse til teori (som stadig er udskudt på ubestemt tid), gøre hovedrent i hele hytten, vaske tøj, finde julepynt frem, rydde op i skabe og skuffer, søge arbejde og ja.. nu er jeg altså færdig i flere betydninger :) Jo, egentlig har der faktisk næsten været lige vel rigeligt, både for kæresten og jeg selv, og selvom jeg har hygget mig med det hele, så jeg har desværre først haft tid at skrive nu.  

Skønne vaniljekranse

















Sidste weekend var vi i sommerhus med gode venner fra Nordjylland og søndag besøgte vi min kærestes faster inden vi skulle hjem. Så det blev sent inden vi, stopfyldte med skøn hjemmelavet æblekage, kørte hjem. Jeg elsker sådanne weekender og vil nødigt undvære dem - specielt fordi vi kun ser venneparret nordpå 1-2 gange om året, og de er de skønneste skønne mennesker med hele 3 (!) skønne piger, men hele ugen bagefter sådan et besøg er jeg altså bare træt. Så i aften bliver forkælelsen en aften på sofaen med et glas rødvin og benene oppe - skønt.

Mht. til arbejde, har jeg mere og mere tænkt, at det kunne være helt fantastisk at have et sted ligesom hende her Jeg faldt tilfældigt over en annonce om julerier på dette sted (Sevillas) og det det er lige sådan et sted, jeg ville elske at have og stå op til hver dag. Jeg har tænkt, at det må være et af de steder vi skal besøge inden julen og have vafler med hindbærskum. Glæder mig allerede :)

En del af forkælelsen i dag må også være denne ting jeg nu vil fortælle om. En forkælelsesting jeg har anskaffet mig til trods for stor tvivl - og så endda rimeligt billigt - hvilket jeg jo elsker, eftersom der ikke altid er særligt mange penge at få luksus for! Du har måske hørt om produktet før, men jeg vil også gerne tilslutte mig koret af gerne Matas-Granatæble- Bodyoil-lovers. Denne bodyoil er helt ny i Matas' stribede serie og er blevet omtalt her og af skønne Dronning Nørskov men jeg var dog alligevel meget skeptisk. Jeg plejer at blive glat som en ål af olier og føler ikke, at de trænger ind. Men hvor var det dog godt, at jeg alligevel blev fristet. For i flasken gemmer sig en flydende hvid væske - en blanding af lotion og bodyoil. Du får ret meget i denne flaske, der kun koster 60 kroner (50 kroner i Matas' webshop). Jeg føler ikke jeg bliver fedtet, for olien trænger ret hurtigt ind, og så er den uden parabener samt at den har en skøn diskret duft af granatæble. Jeg er typen der til tider har meget tør hud, så nu bruger jeg den hver dag efter badet og kan kun sige, at min hud er skøn blød og gennemfugtet og at et nyt hit har fundet frem til toilethylden. Tak Beautyspace og ikke mindst Dronning Nørskov!

Nå, nu er det vidst blevet tid til afslapning og forkælelse af mig selv, startende med et bad, bodyoil, en kop god solbærte (- den fås i Søstrene Grene i løs vægt og smager SKØNT!) og et lidt hjemmebag! Jeg håber, at I alle får en skøn weekend.

Hvad skal du forkæle dig selv med i weekenden?

torsdag den 10. november 2011

Et skud service - tak!

Ja, jeg ville egentlig bare hælde lidt galde ud over den måde jeg blev behandlet på i Matas i dag. Jeg tog jo ud sidste uge og købte 3 gaveæsker, og gudhjælpe mig om ikke damen bag kassen bare holder munden lukket om, at "de her æsker kommer altså på tilbud fra næste uge". Uvidende beder jeg dem pakke æskerne i julepapir og får dem til at sætte til-og-fra-mærke på. Og så var alt jo bare fryd og gammen - 3 julegaver down - 5 to go - troede jeg.

For da jeg åbner min mailboks i dag er der sørme en fin mail fra Club Matas om, at "nu kan du spare 25% på ALLE gaveæsker torsdag, fredag og lørdag".. hmm. Blev altså bare lidt harm der og synes det var way for latterligt, at jeg nu skulle ned med gaverne, de skulle pakke dem op, sætte ny stregkode på og så pakke dem ind igen. Men det drejede sig om 100 kroner - og det ville jeg altså ikke bare lade gå min næse forbi (jyde som man er!)
Da jeg alligevel var nede i gågaden i dag, gik jeg ind og spurgte en af matasdamerne, om jeg kunne få differencen tilbage for æskerne jeg havde købt, hvis jeg tog bon'en med. Det fik jeg at vide, at der ikke ville være problemer i.

Jeg okser afsted på cyklen hjemad, henter gaver og bon og ræser tilbage. Allerede i køen kan jeg mærke jeg bliver ignoreret. Folk kommer foran mig, og der er ikke rigtig nogen der melder sig frivilligt til at hjælpe. Jeg prøver at charmere mig lidt ind ved en af de kvindelige ekspedienter, for at hun måske vil bære over med den trælse opgave. Jeg beklager besværet og siger, at det jo drejer sig om 100 kr. I stedet returnerer hun min venlighed med et "Ja, vi kører sådan set det tilbud HVERT år og har gjort det de sidste 15-20 år!" Så blev den da lige smidt pænt over på mig der. Jeg gør det jo kun for at irritere..klart. 

Blev simpelthen så gal. Til sidst sagde jeg til hende, at hun bare kunne smide noget papir og bånd med i posen - så skulle jeg nok sørge for at pakke ind selv. Ikke et tak fik jeg, men blot endnu en halvsur kommentar:  "Ja, nu har jeg sådan set også bare gået tænkt på, hvordan jeg kunne spørge om du ikke selv kunne sørge for det"... argh! Jeg ved godt det er hårdt at stå i butik - al respekt for det. Men så kan de jo gøre opmærksom på fra starten af, at æskerne kommer på tilbud. Og det kan simpelthen ikke være SÅ svært at være venlig! Blev bare så gal. Nå, men nu har jeg da 100 kr. mere at købe julegaver for.

I går fik jeg også en lidt skod nyhed. Troede lige jeg skulle til teoriprøve i dag. Men nej, mine papirer var ikke kommet i orden endnu. Pga. en lille linje om noget ganske uvæsentligt jeg har fejlet helbredsmæssigt skal papirerne forbi embedslægen. Og så er det tingene begynder at tage tid. Så om jeg kommer op om en uge eller en mdr... ja, det er ikke til at sige. Og mig der hader ikke at kunne planlægge noget som helst. Var rimeligt øv-agtig i går.

Men i aften skal jeg hygge mig. Min søde lækre kæreste har inviteret på middag i aften. Ved ikke om vi skal have and, men jeg ved den står på 2-retters menu og at vi skal på Teaterkælderen ..mums. Er allerede ved at blive sulten ;) og så kommer der snart en ny konkurrence ved hende her

Står den på mortensand hjemme ved jer?

fredag den 4. november 2011

Sampling

Endelig fik jeg lavet et billede til mine venner, som jeg selv synes, at jeg kan stå inde for. Billedet er lavet med samplingteknik, som vil sige, at man overfører billeder fra sort/hvid kopi til lærred (I har sikkert set det lavet ved professionelle). Jeg lovede jo en lille guide til, hvordan I selv kan lege med det derhjemme, hvis I har interesse for at være kreative. Samtidig udgør det en fin lille gave, hvis man vil give noget personligt. Denne gang lykkedes det med lidt tålmodighed - for det er sådan set altafgørende! :) Teknikken kan også bruges på borde og stole hvis man ønsker et møbel med nogle af sine fotos. Der skal dog behandles med en klar lak ovenpå hvis det skal holde.
Men hermed en lille guide:

Step 1
















1. Vælg den ønskede størrelse lærred og mal baggrunden. jeg bruger akrylmaling, da jeg synes de er nemmest at arbejde med. Mørke farver duer ikke (som mørkeblå, mørkerød, etc.) da disse gør billederne mørke og svære at se. Til sommerfuglene er brugt en stencil og navnet er skrevet med en liner.

Step 2


















2. Rediger dine billeder på computeren og korriger farverne, så de hverken er overbelyste eller underbelyste. Lav kopier af dine yndlingsbilleder i den størrelse du ønsker (og nej, du kan ikke bruge din blækfarveprinter til formålet - det smatter ud når der kommer vand på. Hele processen er afhængig af farvepulveret fra kopimaskinen, som skal reagere med en lim). Klip billederne til.

 
Step 3













 
3. Køb en laklim (den fra Panduro Hobby er god) og pensel billedet over med et jævnt lag laklim. Der må godt komme et rimeligt godt lag på - man lærer efterhånden hvor meget eller hvor lidt.

Step 4















4. Vend billedet nedad mod lærredet og sørg for at alle luftbobler kommer væk. Jeg bruger en lineal at glatte ud med. Vær dog varsom, da papiret er vådt, og man let kan komme til at rive det i stykker. Desuden skal du passe på med ikke at få lim på bagsiden af billederne, da det besværliggør næste trin. Gentages ved det antal billeder man har og tørrer mindst 12 timer.

Step 5















5. Gør billederne fugtige med en svamp (ikke for meget vand!) og begynd at nulre papiret væk. Gør det af flere omgange. Hvis billedet bliver ved at være hvidt, er der fordi der stadig kan nulres papir af. Lad billederne tørre godt.

Step 6

















6. Når billederne er tørre, pynter du billedet, som du nu vil og slutter af med en lak på hele billedet. Det kan enten være limlakken fra panduro du pensler på (giver en højglanseffekt), eller du kan få hjælp i hobbybutikken til at finde en mat eller halvmat lak.

Håber, at du er blevet inspireret ;) Har du spørgsmål til teknikken, er du velkommen til at stille mig det i kommentarfeltet. God weekend!

onsdag den 2. november 2011

Styr på sagerne!

Hold da helt fast hvor synes jeg, at sidste weekend gik hurtigt, og nu er vi igang med en ny måned - og snart også en ny weekend. Det er jo ufatteligt. Det kan hurtigt blive jul (JUBII!) :)

Jeg var i søndags ude og hente en reol ved en veninde, da hun skal flytte og ikke kan have den med. Og da vi har et frygteligt rodet kontor, ja, så lå det hende lige for at spørge, om reolen kunne være noget for os. Og jøsses hvor får man da bare samlet til sig! Nu står reolen fyldt med alverdens sager, men hvor jeg dog elsker den allerede, for se lige en orden den har skabt på vores ellers rodede kontor/opbevaringsrum:

 
Jeg havde egentlig besluttet, at dagens indlæg skulle handle om det billede med sampling (overførsel af billeder til lærred), som jeg var igang med at lave til en veninde. Men utålmodig som jeg er, gik jeg for tidligt igang med et trin af samplingen, og derved gik det i kage. Så mig igang med et nyt lærred og nye billeder! Jeg skal nok vise jer teknikken en anden dag, hvor jeg skal igang med at overføre billeder. Nu skal jeg bare have en baggrund malet, inden det bliver en realitet.

Snart kan jeg gå op til min teoriprøve i forbindelse med, at jeg er ved at tage kørekort. Jeg synes det er rart, at det er kommet så vidt, og så alligevel. Jeg hader prøver! Men at blive færdig - yes det bliver fantastisk ;) Lige pludselig er ens uge fyldt op med teori, køretimer og så lidt mere teori og lidt flere køretimer. Så jeg glæder mig til at få lidt fritid igen. Selvom jeg er arbejdsløs er det vidst en udbredt misforståelse, at arbejdsløse laver ingenting.

Jeg besluttede mig sidste dag til at give mig selv en lille "godt-gået-gave" i form af en skøn lipgloss fra Dior. Og så endda i rød. Er ikke sikker på, om jeg kan bruge rød, men tror det er en tilvænningssag. Har aldrig ejet en rød lipgloss eller læbestift, men helt neutralt kan også blive kedeligt i længden, så jeg går med den røde gloss, så tit jeg kan. Jeg tror på den bliver vildt flot til jul. Farven hedder "little red dress"( skønt navn hvis du spørger mig ;)) og er fra Diors "Dior addict"-serie. Gloss'en er mere transparent end en læbestift og har fint shimmer i, uden det bliver for "dullet op", og det kan jeg rigtig godt lide.



Hvordan har du det med rødt på læberne?