mandag den 15. august 2011

Normalvis..

ville jeg aldrig i mit liv have troet, at jeg ville være til opera. Alligevel greb min kæreste og jeg chancen for en måneds tid siden efter at have været på Heart i Herning.
Efter at have set udstillingen på museet, fik vi anbefalet af én af museets medarbejdere at tage til "Opera i det fri". Der var mulighed for at bestille madkurv fra Madhuset Pedersbæk. Vi syntes det lød rigtig hyggeligt, også var det en mulighed for at se, om vi kunne lide opera uden at skulle betale i dyre domme for en billet, og uden at det skulle blive for finkulturelt.

Koncerten begyndte kl. 18.00 og inden da, var vi inde i Heart Café for at hente vores picnickurv. Vi fik en plads på bagerste sofarække (bogstaveligt talt - det VAR en sofa ;)) og jeg nød det i fulde drag. Utrolig lækker mad, hyggelige omgivelser og skønne sange.

Madkurven indeholdt:
  1. 1 flaske valgfri rød- eller hvidvin
  2. Nordsørejer med dild, citron og cocktailsauce
  3. Dampet laks med frisee og pestocreme
  4. Kalveculotte med rucola og grillet piment
  5. Kylling med mesclun, melon, pinjekerner og vinaigrette
  6. Marinerede kartofler med purløg
  7. Comte med abrikos-chillikompot
  8. Yoghurtcreme med citron og sensommerbær
  9. Brød samt smør
Hele pakken kostede 450 kr. for to personer, og det var helt fantastisk det hele. Jeg kunne dog ikke spise det hele - så jeg fik resten med hjem. En lav pris for så god mad. Måske det var en idé til nytårsmenu!
I alle tilfælde var det det hele værd at prøve at komme til opera. Det er ikke sidste gang jeg tager til dette arrangement og vil med glæde anbefale alle, der ikke er sikre på om de kan lide opera eller ej, at komme næste år. Skøn dag.

Nu glæder jeg mig til onsdag, hvor jeg skal ned i DGI Byen og have en ansigtsbehandling. Det er nærmest flere år siden sidst. Men jeg fik et gavekort af min skønne kæreste i fødselsdagsgave, og lige nu føler jeg bare, at jeg har mere brug for det end nogensinde med al den jobsøgning. Det stresser efterhånden. Indtil da vil jeg benytte mig af en video, som Anette på Beautyspace har været så flink at lægge ind d.d. (- tjek den lige ud på hendes side) - den kan blive min redning fra stressede dage.

God dag allesammen!

Ingen kommentarer: