fredag den 23. december 2011

Glædelig jul!

Kære allesammen :)

Jeg vil hermed gerne have lov til at ønske jer og jeres familie en rigtig glædelig jul!
 
Jeg er nok først tilbage her sidst i december, da jeg synes, at der er rigeligt at se til her i juledagene.  Skal du ud og købe den sidste julegave til kæresten, konen eller datteren, har jeg et par gode forslag fra min egen liste. Det kunne det f.eks. være:
  1. Smykker! Alle kvinder jeg kender elsker smykker og hende her har nogle smukke af slagsen - dog bliver de jo forsinket, nu man er sent ude ;)
  2. En lækker creme: Jeg vil anbefale Kiehl's whipped body butter. Ellers kan Matas granatæble bodyoil gøre tricket, eller evt. en body butter fra The Body Shop
  3. Mascara (YSL og Dior synes jeg har de bedste mascara'er)
  4. En god duft (det går man bare ikke galt i byen med)
  5. Tøj/undertøj (bare ikke i rødt)
  6. Gavekort til ansigtsbehandling eller massage
  7. Et hjemmelavet gavekort med klip på til årets løb (jeg vil f.eks. gerne have sådan et med klip på til hyggeaftener, da december har været en fortravlet måned for vores vedkommende)
Er butikkerne lukket og er du en mand, der desparat mangler den sidste julegave til kæresten eller konen , er der jo selvfølgelig også den allersidste mulighed :D

  

God fornøjelse og glædelig jul, allesammen. Jeg håber, at I får en fantastisk aften i morgen hver og én.

Hvad ønsker du dig til jul?
De hjerteligste julehilsner fra Anja


torsdag den 15. december 2011

På café med dronningen

Og ja, det passer faktisk. For i dag var jeg på café med hende her og  jeg kan bare sige, at hun var helt lige som jeg havde forestillet mig hende. En skøn person med ben i næsen.. og så gør det jo heller ikke noget, at hun er lige så god til at snakke som jeg tror faktisk slet ikke, at hun kan forestille sig hvor meget jeg hyggede mig, og hvor rart det rent faktisk var at være hjemmefra. For jeg dumpede nemlig teoriprøven i tirsdags og siden har jeg siddet med hovedet i prøver, teoribogen og lignende igen, selvom jeg faktisk ikke hverken har humøret eller energien til det! Så jeg håber jeg består næste prøve i næste uge (siger ikke hvornår - jeg håber bare jeg består så jeg kan fortælle den gode nyhed).  Men tilbage til Dronningen. Jeg håber, at der ikke går alt for længe igen, inden vi slår pjalterne sammen. Og tak for en skøn dag! Se bare hvad livet online kan give af gode oplevelser :)

Jeg har som sædvanligt haft rigeligt at se til. Heldigvis havde kæresten og jeg en velfortjent kæresteweekend sidste weekend, hvor vi både fik hentet juletræ og var en tur i den gamle by, så nu mangler vi vidst bare, at jeg får den teoriprøve overstået næste uge (FORHÅBENTLIG!) Jeg synes ikke lige, at jeg magter at skulle op en gang mere.

Nå, folkens - nu vil jeg ud og have et  varmt bad og hygge under dynen. Og så skal jeg se noget hjernedødt tv uden sætninger i stil med: "Du skal ligeud i krydset - hvordan vil du fortsætte?"

Tip of the day:
Nu jeg har omtalt Dronning Nørskov ja, så vil jeg da også lige opfordre dig til at kigge forbi Nørskovs Boutique. Der er smukke hjemmelavede smykker for enhver smag og til rimelige priser. Jeg er sikker på, at du vil kunne finde noget, der passer lige til din smag - eller måske mangler du lige den sidste julegave til "a special someone?" Under alle omstændigheder kan du kigge nærmere på smykkerne her - de er i hvert fald et kig værd.

Årets juletræ
 






tirsdag den 6. december 2011

Minikiehls update

Som lovet kommer her en lille update på de miniprodukter, som jeg fik for en god rum tid siden fra Magasin. Jeg har aldrig prøvet Kiehl's produkter før, men jeg har har hørt meget godt om dem, så jeg måtte alliere mig med en god veninde, så jeg kunne få prøverne :) Jeg havde dog ikke nogle særlige forventninger til produkterne.
Følgende produkter var i posen:

  1. Creme De Corps (den gule creme)
  2. Ultra Facial Cream
  3. Ultra Facial Cleanser
  4. Ultra Facial Toner
  5. Hand and Bodylotion with Coriander




















Creme De Corps samt Ultra Facial Cream var begge hurtigt brugt op for mig, mens jeg stadig har en stor del af cleanseren og hand og bodylotion with coriander tilbage. Dette er dog ikke fordi det er dårlige produkter- tværtimod! Cleanseren er meget drøj i brug og lotionen med koriander har jeg ikke nænnet at bruge så tit, fordi den dufter SÅ skønt, og fordi den åbenbart ikke er nået til Kiehl's stande endnu her i Danmark. Og netop dette er jo øv, for hvorfor var den så med som en prøve i posen, kan man spørge sig selv..

Creme De Corps:
Den minder meget om den gule creme fra Beaute Pacifique (hvis du har prøvet den). Den fugter rigtig godt, gør huden blød og har en behagelig duft - en rigtig god creme. Prøven holdt desværre kun til 4-5 ganges brug, og så måtte jeg spare på den. Overordnet kan man sige om cremen, at den gør præcis hvad den skal - fugter huden og giver den god næring. Da jeg har meget tør hud til tider, kan jeg dog godt føle, at lotionen ikke giver helt så meget, som min hud godt kunne trænge til. Men cremen findes også i en body butter udgave på Magasins hjemmeside, og denne må jeg simpelthen forkæle mig selv med en gang!

Ultra Facial Cream, Cleanser og Toner:
Cleanseren har jeg brugt morgen og aften gennem de sidste 2 mdr. Det er en god cleanser, der ikke "stripper" huden for fugt - man står derfor ikke tilbage med en følelse af at være "stram i betrækket." Den har en sæbegel-konsistens, og der skal bruges ultra lidt når huden skal vaskes - en ærtestor klat er nok. Alligevel synes jeg ikke, at denne cleanser har den samme "WOW- luksusfølelse", som jeg fik med Murad. Men jeg kan ikke sige, at jeg er utilfreds.
Cremen derimod følte jeg var for fedtet til min hud. Her virker Murads serie altså mere let og fugtgivende til min hud, og det kan jeg altså bare bedre lide, fremfor at føle, at min hud bliver fedtet og at den ikke kan optage cremen. Min creme skal indeholde mere fugt fremfor fedt. Men jeg har netop opdaget på Kiehl's hjemmeside, at der findes en Ultra Facial Moisturizer, som skulle være mere let i strukturen, så måske man skulle få en prøve på den i stedet.
Ultra Facial Toneren har jeg ikke så meget at sige til, andet end at de 2 dage jeg brugte den var ok. Normalvis gør jeg ikke meget i en toner, fordi disse netop "stripper" huden for fedt, der er tit alkohol i dem, og jeg bliver rød og stram i huden. Derfor foretrækker jeg for det meste bare at rense huden og så følge efter med en god fugtgivende creme.

Hand & Bodylotion with coriander:
Jeg ELSKER denne lotion -mest pga. dens fantastiske duft. Som håndcreme synes jeg, at den er helt fantastisk. Jeg har den lille prøve med i min taske hvor end jeg går hen. Konsistensen kan godt virke lidt for tynd og knapt så nærende. Men eftersom jeg smører hænderne ind ad to omgange, bliver mine hænder skønne og bløde (OG ikke mindst velduftende). Jeg sparer på de dyre dråber, for som sagt, har jeg ikke haft held med at finde den ved nogen af Kiehl's-forhandlerne endnu.

Et godt tip: lige nu kan du på Magasins hjemmeside sammensætte din egen Kiehl's julegaveæske (min. 3 produkter) og med dette får du 3 luksusprøver  :)

Hvilke er dine yndlingsprodukter?

Det' sørme, det' sandt December!

Pyha, ja inden man får set sig om, er det sandelig jul igen. Er jeg den eneste, der bare synes, at dagene flyver afsted!?  Jeg synes jeg har haft travlt med alverdens gøremål, og derfor er bloggen (desværre) blevet syltet lidt på det sidste - det beklager jeg.

For det første er der jobsøgningen, som jo bekendt tager ret meget af min tid. Jeg ved, at sådan bør det også være, men det er meget vigtigt for mig, at have grænser for, hvornår på dagen og hvor lang tid jeg søger, da jeg jo ih og åh så gerne vil gøre det godt. Dermed kan jeg let komme til at "overdo'e" og derfor er jeg  nødt til at sætte grænser, hvis jeg ikke skal stresse mig selv mere end nødvendigt. Men stadig tager det MEGEN tid.
Min kæreste har oveni fået nyt arbejde for nylig, og dermed er det jo også mig, der står for det huslige m.m., for det holder simpelthen ikke, at han kommer hjem kl. 18, og så er der intet gjort. Desuden er mine papirer kommet i orden ved køreskolen, så jeg skal på glatbane nu på torsdag og til prøve først i næste uge.. og så har jeg bagt og bagt og bagt.. og gjort rent, osv. (ANJA! hvornår lærer du dog at sige nej! :) )

Men jeg håber, at I kan leve med, at der går lidt tid mellem jeg skriver lige nu - hang in there! Julefreden skal nok begynde at sænke sig om ikke så længe :)

Da jeg vågnede i morges, vågnede jeg op til det bedste syn: SNE! Jeg elsker sne :) Jeg kan simpelthen ikke få nok af at se på det. Nu har jeg også fået pyntet til jul, så jeg har simpelthen ikke kunnet lade være med at råspille julemusik hele dagen, og har fået et smil på læberne af det, for jeg elsker julen med alt hvad den har at bringe. I weekenden er det tid at hente et lille juletræ til os og vi vil i Den Gamle By, så jeg er sikker på, at julestemningen er her for at blive efter næste weekend.

Er overbevist om, at nissefar sidder godt her:)
 
Min højtelskede kalendernisse og en postkortsnor uden noget særligt på (endnu)

Ren uspoleret julehygge :D

Hvis du er interesseret i at vinde en skøn adventsgave/julegave til dig selv i denne herlige juletid, synes jeg, at du skal kigge med her, hvor Anette udlodder adventslækkerier af enhver tænkelig art inden for beautyverdenen.

Er du klar til jul? ;)

torsdag den 17. november 2011

Julepynt og hverdagsræs

Nu kunne jeg altså ikke vente længere.. jeg MÅTTE bare julepynte min profil - jeg håber, at I kan lide det :) I alle tilfælde var det også nu jeg havde tiden til at lave om herinde, så det måtte blive nu. Jeg er villig til at løbe den risiko, at I er ved at få kvalme af at se på det inden januar.. men hvad - det er jo kun jul en gang om året.

En travl uge nærmer sig nu efterhånden snart sin afslutning - og jeg er SÅ klar til weekend!
"Jamen, kan man da have travlt som arbejdsløs?" svaret er et rungende "JA" - det kan man sagtens når man er mig!

Jeg har denne uge brugt tiden på at bage julesmåkager, læse til teori (som stadig er udskudt på ubestemt tid), gøre hovedrent i hele hytten, vaske tøj, finde julepynt frem, rydde op i skabe og skuffer, søge arbejde og ja.. nu er jeg altså færdig i flere betydninger :) Jo, egentlig har der faktisk næsten været lige vel rigeligt, både for kæresten og jeg selv, og selvom jeg har hygget mig med det hele, så jeg har desværre først haft tid at skrive nu.  

Skønne vaniljekranse

















Sidste weekend var vi i sommerhus med gode venner fra Nordjylland og søndag besøgte vi min kærestes faster inden vi skulle hjem. Så det blev sent inden vi, stopfyldte med skøn hjemmelavet æblekage, kørte hjem. Jeg elsker sådanne weekender og vil nødigt undvære dem - specielt fordi vi kun ser venneparret nordpå 1-2 gange om året, og de er de skønneste skønne mennesker med hele 3 (!) skønne piger, men hele ugen bagefter sådan et besøg er jeg altså bare træt. Så i aften bliver forkælelsen en aften på sofaen med et glas rødvin og benene oppe - skønt.

Mht. til arbejde, har jeg mere og mere tænkt, at det kunne være helt fantastisk at have et sted ligesom hende her Jeg faldt tilfældigt over en annonce om julerier på dette sted (Sevillas) og det det er lige sådan et sted, jeg ville elske at have og stå op til hver dag. Jeg har tænkt, at det må være et af de steder vi skal besøge inden julen og have vafler med hindbærskum. Glæder mig allerede :)

En del af forkælelsen i dag må også være denne ting jeg nu vil fortælle om. En forkælelsesting jeg har anskaffet mig til trods for stor tvivl - og så endda rimeligt billigt - hvilket jeg jo elsker, eftersom der ikke altid er særligt mange penge at få luksus for! Du har måske hørt om produktet før, men jeg vil også gerne tilslutte mig koret af gerne Matas-Granatæble- Bodyoil-lovers. Denne bodyoil er helt ny i Matas' stribede serie og er blevet omtalt her og af skønne Dronning Nørskov men jeg var dog alligevel meget skeptisk. Jeg plejer at blive glat som en ål af olier og føler ikke, at de trænger ind. Men hvor var det dog godt, at jeg alligevel blev fristet. For i flasken gemmer sig en flydende hvid væske - en blanding af lotion og bodyoil. Du får ret meget i denne flaske, der kun koster 60 kroner (50 kroner i Matas' webshop). Jeg føler ikke jeg bliver fedtet, for olien trænger ret hurtigt ind, og så er den uden parabener samt at den har en skøn diskret duft af granatæble. Jeg er typen der til tider har meget tør hud, så nu bruger jeg den hver dag efter badet og kan kun sige, at min hud er skøn blød og gennemfugtet og at et nyt hit har fundet frem til toilethylden. Tak Beautyspace og ikke mindst Dronning Nørskov!

Nå, nu er det vidst blevet tid til afslapning og forkælelse af mig selv, startende med et bad, bodyoil, en kop god solbærte (- den fås i Søstrene Grene i løs vægt og smager SKØNT!) og et lidt hjemmebag! Jeg håber, at I alle får en skøn weekend.

Hvad skal du forkæle dig selv med i weekenden?

torsdag den 10. november 2011

Et skud service - tak!

Ja, jeg ville egentlig bare hælde lidt galde ud over den måde jeg blev behandlet på i Matas i dag. Jeg tog jo ud sidste uge og købte 3 gaveæsker, og gudhjælpe mig om ikke damen bag kassen bare holder munden lukket om, at "de her æsker kommer altså på tilbud fra næste uge". Uvidende beder jeg dem pakke æskerne i julepapir og får dem til at sætte til-og-fra-mærke på. Og så var alt jo bare fryd og gammen - 3 julegaver down - 5 to go - troede jeg.

For da jeg åbner min mailboks i dag er der sørme en fin mail fra Club Matas om, at "nu kan du spare 25% på ALLE gaveæsker torsdag, fredag og lørdag".. hmm. Blev altså bare lidt harm der og synes det var way for latterligt, at jeg nu skulle ned med gaverne, de skulle pakke dem op, sætte ny stregkode på og så pakke dem ind igen. Men det drejede sig om 100 kroner - og det ville jeg altså ikke bare lade gå min næse forbi (jyde som man er!)
Da jeg alligevel var nede i gågaden i dag, gik jeg ind og spurgte en af matasdamerne, om jeg kunne få differencen tilbage for æskerne jeg havde købt, hvis jeg tog bon'en med. Det fik jeg at vide, at der ikke ville være problemer i.

Jeg okser afsted på cyklen hjemad, henter gaver og bon og ræser tilbage. Allerede i køen kan jeg mærke jeg bliver ignoreret. Folk kommer foran mig, og der er ikke rigtig nogen der melder sig frivilligt til at hjælpe. Jeg prøver at charmere mig lidt ind ved en af de kvindelige ekspedienter, for at hun måske vil bære over med den trælse opgave. Jeg beklager besværet og siger, at det jo drejer sig om 100 kr. I stedet returnerer hun min venlighed med et "Ja, vi kører sådan set det tilbud HVERT år og har gjort det de sidste 15-20 år!" Så blev den da lige smidt pænt over på mig der. Jeg gør det jo kun for at irritere..klart. 

Blev simpelthen så gal. Til sidst sagde jeg til hende, at hun bare kunne smide noget papir og bånd med i posen - så skulle jeg nok sørge for at pakke ind selv. Ikke et tak fik jeg, men blot endnu en halvsur kommentar:  "Ja, nu har jeg sådan set også bare gået tænkt på, hvordan jeg kunne spørge om du ikke selv kunne sørge for det"... argh! Jeg ved godt det er hårdt at stå i butik - al respekt for det. Men så kan de jo gøre opmærksom på fra starten af, at æskerne kommer på tilbud. Og det kan simpelthen ikke være SÅ svært at være venlig! Blev bare så gal. Nå, men nu har jeg da 100 kr. mere at købe julegaver for.

I går fik jeg også en lidt skod nyhed. Troede lige jeg skulle til teoriprøve i dag. Men nej, mine papirer var ikke kommet i orden endnu. Pga. en lille linje om noget ganske uvæsentligt jeg har fejlet helbredsmæssigt skal papirerne forbi embedslægen. Og så er det tingene begynder at tage tid. Så om jeg kommer op om en uge eller en mdr... ja, det er ikke til at sige. Og mig der hader ikke at kunne planlægge noget som helst. Var rimeligt øv-agtig i går.

Men i aften skal jeg hygge mig. Min søde lækre kæreste har inviteret på middag i aften. Ved ikke om vi skal have and, men jeg ved den står på 2-retters menu og at vi skal på Teaterkælderen ..mums. Er allerede ved at blive sulten ;) og så kommer der snart en ny konkurrence ved hende her

Står den på mortensand hjemme ved jer?

fredag den 4. november 2011

Sampling

Endelig fik jeg lavet et billede til mine venner, som jeg selv synes, at jeg kan stå inde for. Billedet er lavet med samplingteknik, som vil sige, at man overfører billeder fra sort/hvid kopi til lærred (I har sikkert set det lavet ved professionelle). Jeg lovede jo en lille guide til, hvordan I selv kan lege med det derhjemme, hvis I har interesse for at være kreative. Samtidig udgør det en fin lille gave, hvis man vil give noget personligt. Denne gang lykkedes det med lidt tålmodighed - for det er sådan set altafgørende! :) Teknikken kan også bruges på borde og stole hvis man ønsker et møbel med nogle af sine fotos. Der skal dog behandles med en klar lak ovenpå hvis det skal holde.
Men hermed en lille guide:

Step 1
















1. Vælg den ønskede størrelse lærred og mal baggrunden. jeg bruger akrylmaling, da jeg synes de er nemmest at arbejde med. Mørke farver duer ikke (som mørkeblå, mørkerød, etc.) da disse gør billederne mørke og svære at se. Til sommerfuglene er brugt en stencil og navnet er skrevet med en liner.

Step 2


















2. Rediger dine billeder på computeren og korriger farverne, så de hverken er overbelyste eller underbelyste. Lav kopier af dine yndlingsbilleder i den størrelse du ønsker (og nej, du kan ikke bruge din blækfarveprinter til formålet - det smatter ud når der kommer vand på. Hele processen er afhængig af farvepulveret fra kopimaskinen, som skal reagere med en lim). Klip billederne til.

 
Step 3













 
3. Køb en laklim (den fra Panduro Hobby er god) og pensel billedet over med et jævnt lag laklim. Der må godt komme et rimeligt godt lag på - man lærer efterhånden hvor meget eller hvor lidt.

Step 4















4. Vend billedet nedad mod lærredet og sørg for at alle luftbobler kommer væk. Jeg bruger en lineal at glatte ud med. Vær dog varsom, da papiret er vådt, og man let kan komme til at rive det i stykker. Desuden skal du passe på med ikke at få lim på bagsiden af billederne, da det besværliggør næste trin. Gentages ved det antal billeder man har og tørrer mindst 12 timer.

Step 5















5. Gør billederne fugtige med en svamp (ikke for meget vand!) og begynd at nulre papiret væk. Gør det af flere omgange. Hvis billedet bliver ved at være hvidt, er der fordi der stadig kan nulres papir af. Lad billederne tørre godt.

Step 6

















6. Når billederne er tørre, pynter du billedet, som du nu vil og slutter af med en lak på hele billedet. Det kan enten være limlakken fra panduro du pensler på (giver en højglanseffekt), eller du kan få hjælp i hobbybutikken til at finde en mat eller halvmat lak.

Håber, at du er blevet inspireret ;) Har du spørgsmål til teknikken, er du velkommen til at stille mig det i kommentarfeltet. God weekend!

onsdag den 2. november 2011

Styr på sagerne!

Hold da helt fast hvor synes jeg, at sidste weekend gik hurtigt, og nu er vi igang med en ny måned - og snart også en ny weekend. Det er jo ufatteligt. Det kan hurtigt blive jul (JUBII!) :)

Jeg var i søndags ude og hente en reol ved en veninde, da hun skal flytte og ikke kan have den med. Og da vi har et frygteligt rodet kontor, ja, så lå det hende lige for at spørge, om reolen kunne være noget for os. Og jøsses hvor får man da bare samlet til sig! Nu står reolen fyldt med alverdens sager, men hvor jeg dog elsker den allerede, for se lige en orden den har skabt på vores ellers rodede kontor/opbevaringsrum:

 
Jeg havde egentlig besluttet, at dagens indlæg skulle handle om det billede med sampling (overførsel af billeder til lærred), som jeg var igang med at lave til en veninde. Men utålmodig som jeg er, gik jeg for tidligt igang med et trin af samplingen, og derved gik det i kage. Så mig igang med et nyt lærred og nye billeder! Jeg skal nok vise jer teknikken en anden dag, hvor jeg skal igang med at overføre billeder. Nu skal jeg bare have en baggrund malet, inden det bliver en realitet.

Snart kan jeg gå op til min teoriprøve i forbindelse med, at jeg er ved at tage kørekort. Jeg synes det er rart, at det er kommet så vidt, og så alligevel. Jeg hader prøver! Men at blive færdig - yes det bliver fantastisk ;) Lige pludselig er ens uge fyldt op med teori, køretimer og så lidt mere teori og lidt flere køretimer. Så jeg glæder mig til at få lidt fritid igen. Selvom jeg er arbejdsløs er det vidst en udbredt misforståelse, at arbejdsløse laver ingenting.

Jeg besluttede mig sidste dag til at give mig selv en lille "godt-gået-gave" i form af en skøn lipgloss fra Dior. Og så endda i rød. Er ikke sikker på, om jeg kan bruge rød, men tror det er en tilvænningssag. Har aldrig ejet en rød lipgloss eller læbestift, men helt neutralt kan også blive kedeligt i længden, så jeg går med den røde gloss, så tit jeg kan. Jeg tror på den bliver vildt flot til jul. Farven hedder "little red dress"( skønt navn hvis du spørger mig ;)) og er fra Diors "Dior addict"-serie. Gloss'en er mere transparent end en læbestift og har fint shimmer i, uden det bliver for "dullet op", og det kan jeg rigtig godt lide.



Hvordan har du det med rødt på læberne?

torsdag den 20. oktober 2011

Minikiehl's

For noget tid siden efterhånden havde Anette på Beautyspace en konkurrence i anledning af Kiehl's fødselsdag. Jeg vandt desværre ikke hovedpræmien, men var alligevel så heldig (som mange andre Beautyspacelæsere) at kunne få en gratis gave på 5 vareprøver. Jeg er en sucker for sådan nogle ting, og da jeg ikke har prøet Kiehl's før, ja, så var det jo en god mulighed. Men ak og ve, jeg skulle jo afhente prøverne i Magasin i Århus, og der kommer jeg desværre bare ikke til hverdag. Men jeg fik en sød veninde til at hente prøverne, og da hun var i byen i dag kom hun forbi med dem. Det er faktisk nogle ret ok størrelser prøver. Indtil videre har jeg kun prøvet den kombinerede håndcreme/bodycreme med duft af koriander. MUMS hvor er den lækker i konsistensen og mine hænder bliver super lækre. Især mine neglebånd har lidt lidt under fjernelse af neglelak osv. Men cremen her virker også lovende på dette problem. Jeg vil prøve at huske at give en update på disse gode ting:



Det var skønt at få sådan en lille forkælelsespakke til mig selv. Har haft en dag, hvor jeg har søgt jobs hjemmefra og oveni har jeg været ude at køre. Så alt i alt har dagen været fyldt god ud. Jeg fik ros i dag fra min kørelærer - jubii ;) Men det er nu altså alligevel meget forskelligt, hvor godt jeg synes, at jeg klarer det. Ordsproget "Det er ikke hvordan man har det, men hvordan man tager det", gør sig gældende her.

I morgen står den på jobsøgning hjemmefra. Jeg regner dog meget kraftig med, at det bliver på biblioteket jeg søger, bare for at se nogle mennesker. Når jeg er færdig med det, bliver det lidt rengøring og så skal jeg måske videre med det nye billede jeg har gang i. Men SÅ synes jeg også godt, at jeg må holde weekend!

Hvad skal du bruge weekenden på, og hvad er din yndlingshudpleje?

onsdag den 19. oktober 2011

En farlig fætter,3 gode glas og lidt farve til læberne

Synes egentlig, at jeg har haft travlt nok i dag, men ikke med nogle "øv-opgaver". Bare rart at  føle, at dagen går med noget, som jeg har kunnet lide. Jeg tror også, at jeg bevidst har holdt mig lidt igang,  Vi fik bare at vide hos anden aktør i dag, at vi ville blive indkaldt til et møde med vores konsulent næste uge. Der skal skæres ned , hvilket vil sige, at kursuslokalet vil blive solgt fra næste mdr. og at vi ikke rigtig ved hvad der ellers skal foregå, for det ved de ansatte jo nærmest heller ikke, har jeg en fornemmelse af. Så jeg går egentlig og er bange for, at min konsulent laver en panikhandling og smider mig ud i det første og det bedste fordi de skal have skrabet de sidste penge ind for mig, inden de lukker.. :/  Kan ikke undgå at have nogle tanker omkring det.. og igen begynder tankerne at køre om, hvad det er jeg overhovedet har lyst til. Jeg har også bare været dødtræt de første dage her. Men jeg er bare i en situation lige nu, hvor jeg ikke kan fjerne stressmomenterne helt. Jeg kan bare trække vejret dybt og vente på, at stormen er redet af. Snart får jeg flere dage, hvor jeg igen har knap så mange ting at fundere over og knapt så mange ting at flyve og fare til - håber jeg.

Nå, men min søde kæreste kom i går hjem med et stort græskar. Det var til mig, så jeg kunne gentage succes'en fra sidste år med at få lavet en højst uhyggelig græskarmand :) Det fik jeg fedtet rundt med i dag efter jeg havde været på "kursus". Nu ved jeg, at der sikkert er nogle, der sidder og tænker, at man kan bruge kødet fra græskarret til en masse godt, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle bruge det til, og det er vel også forskelligt, hvor god græskarret er at lave mad af afhængigt af typen.
Efter jeg havde udhulet græskarret efter alle kunstens regler, fik jeg penslet det indeni med Atamon. Så skulle det nemlig kunne holde længere. Jeg nænnede ikke at stille min græskarmand udenfor døren da han endelig var færdig. Resultatet blev følgende:

Efterfølgende fik jeg tid til at lave lidt hjemmesyltede sager. Jeg smagte de mest lækre agurker og rødbeder ved min storesøster for nogle uger tilbage, og jeg har siden da gået og brygget på at få lavet lidt til os selv. Jeg fandt to opskrifter fra Camilla Plum og gik igang. Jeg måtte sande, at det jeg troede blev en ordentlig røvfuld agurkesalat kun blev til et enkelt stort glas. Af de syltede rødbeder fik jeg 1½ glas. Glæder mig til at smage, om syltemøget nu kan blive lige så godt som min søsters :) Indtil videre skal glassene jo bare stå og tage smag lidt tid, men det ser nu godt ud i køleskabslågen. :) Agurkerne blev lagt i lag med chili og peberrod og overhældt med en klassisk eddikelage. Rødbederne er kommet i en klassisk eddikelage og ikke andet.

















I dag var desuden også dagen, hvor min minianmeldelse af Cliniques Chubby Stick blev lagt ud på Beautyspace. Du kan se den som PDF lige her
Føler det virkelig som en cadeau, at Anette sagde ja til at jeg måtte være med til at anmelde. Gør det gerne igen, hvis jeg da kan få lov, for det var en fed opgave :)

Nå alle smukke mennesker. God onsdag - og sov godt :)

onsdag den 12. oktober 2011

M for....

Murad! Ja, det er faktisk det dagens indlæg skal handle om. For nu vil jeg lige give jer en opdatering på, hvordan jeg har oplevet at bruge nogle af Murads produkter i snart 3 mdr.

Jeg købte for noget tid siden et startkit af Murads Vitalic-serie (læs mere om det her). Dengang havde jeg faktisk ikke de store forventninger til serien, for så meget havde jeg egentlig heller ikke hørt om den, andet end lidt fra Anette på beautyspace. Men jeg måtte jo bare prøve når det sådan var på bud hos dem her

Pakken bestod af:
  1. Energizing Pomegranate Cleanser (50 ml)
  2. T-Zone Pore Refining Gel (15 ml)
  3. Energizing Pomegranate Moisturizer SPF 15 (30 ml)
  4. Skin Perfecting Primer Dewy (4 ml)
Desuden har jeg ved siden af købt deres granatæblemaske, som jeg bruger ca. 1 gang om ugen. Sådan så indholdet af startkittet ud:






For at starte med cleanseren kan jeg sige, at den dufter skønt (men ikke for dominerende) af frugt (granatæble?) og den kommer ud af pumpeflasken som skønt skum. Den udgør både rens og tonic i ét. Den lille flaske fra startkittet holder længe. Huden føles ikke skrællet for al fugt osv. når jeg har brugt den, og man får derfor ikke følelsen af at være "stram i betrækket".

Efter rens har jeg brugt T-zone Pore Refining Gel. Den fordeles på ansigt og hals efter rens. Dens opgave er at afbalancere huden, så den ikke er fedtet i nogle zoner og tørre i andre. Desuden skal denne gel bekæmpe hudorme. Den lille prøve der var med i kittet holdt ikke længe hos mig, så jeg har bestilt en stor størrelse nu. Den er jeg mere tilfreds med, da der er pumpe på flasken. Et pump er nok til ansigt og hals.

Efter trin 1 og 2 påføres cremen. Den er super lækker. Drøj i brug, trækker hurtigt ind i huden og giver megen fugt uden af fedte. Lige sådan en creme jeg vil have.

Efter de første 3 trin har jeg brugt primeren, som ligner en tynd foundation. Den smelter flot og naturligt ind i huden. Der er en smule glans i denne udgave. Har tænkt, at jeg godt kunne finde på at ønske mig den matte udgave af den i gave.

Til sidst er der granatæblemasken, som jeg bruger en gang om ugen.
Der er 6 "kuverter" masker i en pakning. Der står bagpå pakningen, at man skal rense sit ansigt og derefter fordele en hel kuverts indhold ud over ansigt og hals. MEN, her må jeg bare sige, at emballagen er upraktisk. For et helt brevs indhold er ALT for meget på mit ansigt. Det halve kan sagtens gøre det. Derfor har jeg købt mig en lille krukke til at hælde den anden halvdel i. Der er således til 12 behandlinger for mig i 6 breve, og det er jo ikke dårligt. Men jeg ville ønske de kom med en smartere emballage.

Om masken kan jeg sige, at jeg synes den er lækker og god. Fra starten varmede den og var på grænsen til at svie på huden, men det var kun første gang, jeg lagde mærke til dette. Ellers bliver huden skøn og føles frisk. Man skal dog ikke bruge T-zone gel'en efter masken er skyllet af, da masken i sig selv har en let peelende effekt. Man skal nøjes med dagcremen.

Jeg synes rent faktisk godt at jeg kan se på min hud, at produkterne har virket. Jeg får færre bumser og hudormene på næse, i pande og på hage er væk. Normalvis har jeg også både haft fedtede og tørre områder, men det er udjævnet.
Produkterne er virkelig drøje i brug, hvilket også bare duer for en fattigmås som jeg. Fedt er det også, at Murad har gået op i at skrive tal på produkterne (til os, der ikke er vildt meget inde i, i hvilken rækkefølge produkterne bruges altid!) og så kan jeg godt lide, at produkterne er i tube eller pumpeflaske, så man ikke skal grave ned i produkterne, hver gang man skal bruge dem. Et kæmpe plus er også at produkterne er testet og godkendt af hudlæger. Så Murad: I'm in love :)

Nu står jeg så bare og mangler en god natcreme og en god øjencreme.. måske bliver det også i Murad? Glæder mig stadig til at få afprøvet Kiehl's, da jeg stadig har en prøve liggende ved en veninde. Jeg skifter nemlig hudplejeserie efter en god rum tid, selvfølgelig gør jeg det med måde. Men huden har det nemlig med at tilpasse sig og dermed ikke reagere på produkterne efter en tid, synes jeg.

Har du lyst til at prøve nogle af Murads produkter, så kan de stadig fås som kits til 195 kroner lige her :)

Hvilken hudplejeserie er din foretrukne?

søndag den 9. oktober 2011

En flad 50'er og et par chilipebre

En flad 50'er var hvad jeg skulle give for en stak bøger, jeg købte ved en veninde, der skal flytte. Hun skulle af med dem, da hun ikke havde plads til alt i sin nye lejlighed.
Bunken består af:



Jeg synes faktisk det var lidt af et røverkøb jeg gjorde, og jeg skulle da også lige være sikker på, at det var 10 kr. pr. bog og ikke 50 pr. stk. hun mente. Men nej. 50 kroner for 5 (forhåbentligt) gode bøger. Jeg glæder mig meget til at gå igang med en god bog, nu hvor det er så sørgeligt et vejr, som mest af alt opfordrer til at krybe under dynen.

Jeg var ude at køre første gang i torsdags. Pyh hvor jeg bare mega nervøs, så det var en kæmpe overvindelse at skulle rundt. Jeg blev med det samme smidt ud i kraftigt regnvejr, store kryds, rundkørsler, sammenfletninger osv. Jeg var sindssygt stiv i kroppen og følte at der var 40.000 ting at huske på. Den usikre og halvbange Anja kom frem der pga.følelsen af, at jeg netop ikke kunne koncentrere mig om alt. Åh, hvor er jeg bare alt for god til at stille ALT for høje krav til mig selv.. sådan har det vidst altid været. Men jeg håber jeg kommer godt igennem. Alle jeg har talt med spørger, om jeg ikke glæder mig til næste gang jeg skal køre igen. Men jeg vil ikke sige, at jeg ligefrem glæder mig. Det kommer vidst først senere, når jeg synes, jeg er ved at føle mig mere tryg ved det. :)

Har været lidt halvsløj de sidste par dage med ondt i halsen osv. Sådan går det altid, hvis jeg synes, at der er mange ting der fylder. Jobsøgning, "jobkursus", teori om lørdagen, køretimer i løbet af ugen, og så skal jeg have læst på stoffet samt tage nogle prøver online.. ja, og så er der alle de der hverdagsopgaver ved siden af. Glæder mig til, at der bliver lidt mindre at skulle planlægge og gå til og ikke mindst at kunne sove længe en lørdag morgen!

Med hensyn til chilipebrene fra overskiften, så henviser det jo til, at jeg skal til koncert med Red Hot Chilipeppers på fredag - er du gal jeg glæder mig. Elsker deres musik!

Nå, nu vil jeg lægge mig og se film. Der er "Ved verdens ende" på TV2. Hav en god uge allesammen :)

tirsdag den 4. oktober 2011

Update

Som lovet, kommer jeg nu her med en lille update på øjencremen fra Natuvive med silkeproteiner. Jeg har brugt den i et par mdr. nu. Jeg må dog krybe til korset og sige, at jeg nok havde forventet lidt mere af denne creme da jeg prøvede den første gang. For så silkeblød cremen var, forventede jeg gode resultater.
Faktum er, at jeg de sidste 2 uger kun har brugt cremen et begrænset antal gange, da jeg ikke synes den lever op til de forventninger jeg har haft.

Cremen er lækker, men den silkebløde følelse lægger sig nærmest som en hinde rundt om øjet, og jeg har ikke en fornemmelse af, at den egentlig trænger ind i huden omkring mit øje. Jeg bruger ellers meget lidt af cremen (hvad der svarer til et stort knappenulshoved) og dette fordeler jeg så omkring øjet efter foreskrifterne. Alligevel synes jeg at de mørke rande under øjet er lige så tydelige som altid og i det hele taget er jeg ret skuffet over denne creme. Nu mangler jeg bare et godt alternativ. Jeg har overvejet en øjencreme fra Murad, men jeg er faktisk lidt usikker på hvilken én. Den skal gerne bekæmpe de små fine linjer jeg begynder at få om øjet og så skal jeg gerne have de sorte rande reduceret, så kender du en god øjencreme til dette formål, skal du være så velkommen til at skrive en kommentar.

Jeg var også så heldig, at jeg jeg fik en veninde til at hente et sæt fra Kiehl's i Magasin i Århus. Det er desværre ikke så tit jeg ser hende, men så har jeg noget godt til gode. Det eneste der skulle til, var at aflevere et postkort som jeg fik på en PDF-fil fra hende her 
Hun er og bliver simpelthen fantastisk!

Jeg var også så utroligt svineheldig at vinde en trøstepræmie fra en af hendes konkurrencer - 2 smukke neglelakker fra Tromborg.. jeg måtte bare have dem på med det samme :)

 
Af nye ting kan jeg også fortælle, at jeg igen er jobsøgende og ikke sygemeldt. Hverdagen er kommet lidt mere i system. Og så er det bare virkelig vigtigt at jeg ikke lader mig presse til noget. Jeg søger hvad jeg kan - jeg har mit på det tørre.

Jeg har også fået en penneven her i blogland. Hun er en sød og åben kvinde at skrive med og meget interesseret og så har hun selv en fantastisk blog med linket til en online butik. Og så skal jeg endda møde hende sidst på måneden. Det bliver simpelthen så spændende, og så håber jeg, at jeg kan leve op til hendes forventninger :)

Med hensyn til kørekortet, kan jeg sige, at jeg var i kravlegård sidste uge, og at jeg skal ud at køre i trafikken for første gang sidst denne uge eller først næste uge - jøsses jeg må nok indrømme, at jeg ikke glæder mig helt vildt. Men siger til mig selv, at hvis min far i 50'erne kan tage kørekort, så må jeg også kunne det. Teoriprøverne på cd'en har jeg klaret med 6-8 fejl, så jeg synes faktisk jeg er ret hård til det. 

Nå, nu vil jeg ud i det gode vejr og så have startet et maleri op (igen!) god dag, skønne mennesker! 

fredag den 23. september 2011

En dejlig fredag

Ja, jeg kan jo kun sige, at jeg synes, at det er en fantastisk dag. Har mediteret og har egentlig følt mig godt tilpas. Men er dog lidt nervøs grundet jeg skal til lægen i dag. Jeg håber, at jeg kan få kommunikeret ud, hvad det er, der trykker mig. Faktisk hader jeg lidt læger!

Men ud over det, ja så er jeg jo blevet færdig med "Uglen Eivinds fødselsdag."  Billedet kan du se under fanen "mine billeder" herinde, hvor jeg også har lagt nogle af de andre billeder, som jeg har lavet ind.

Jeg gik også ind på beautyspace, da der var en konkurrence med Tromborgprodukter..og jeg var skisme så heldig at vinde en trøstepræmie - Jubii! Hvad det er, ved jeg faktisk ikke endnu, men jeg er sikker på, at det falder i min smag. Anette kan bare det kram der. Og om 8-10 dage har jeg min præmie. :D

I morgen skal jeg til min allerførste teoritime på køreskolen. Synes det bliver vildt spændende, og hvis andre har gjort det før mig, så kan jeg også, ja jeg kan! Ellers står den på servering til min dygtige fætters svendegilde i morgen og ellers bare afslapning i weekenden.. glæder mig. Men nu: først en tur til lægen. Wish me luck.

God weekend allesammen!